Efter igennem 35 år at have rejst rundt i store dele af verden med sit Big City Band, mente Fessor, at det var på tide at søge nye udfordringer, så han nedlagde orkestret. Han fandt igen sammen med sin gamle ven Nulle i Verdensorkestret, og lærer megen ny musik at kende i pocket brassbandet Mortens Aften. Dertil en masse jobs som gæst med jazzorkestre, bluesgrupper, gospel og funkensembler. Alt skulle prøves af, men nogle turneer i Tyskland og Schweiz med musikere fra New Orleans satte imidlertid tankerne i gang. Han fandt sine ungdomsplader frem fra kælderen, musik med bl.a. Amstrong, Bunk Johnson, Red Allen, Kid Ory samt vidunderlige bluessangere som Bessie Smith eg Leadbelly, jazzmusikkens rødder. Denne varme, bluesmættede musik begejstrede ham endnu engang, og gav ham lysten til at prøve den af på ny.

Nu er nostalgi ikke lige Fessors kop the, så musikken skulle ikke være kopiering og gerne også bære præg af vor tid. Nøgleordene skulle være kærlighed til musikken, varme, energi og bluesfeeling. Han gik til cremen af vores yngre musikere, til dem som kendte til hele jazztraditionen, og fortalte om ideen. Til hans store glæde gik de med begejstring ind for musikken og gav den lidt nyt tøj på hist og pist. Akkurat som i New Orleans, hvor nye generationer giver deres bud på musikken, men med respekt for det som er gået forud.

Så nu står han der igen, i en sen alder, som stolt leder af FESSOR and his JAZZ KINGS.